Hvem er USAs største fjende i øjeblikket?
USAs præsident, Donald Trump, mener, at landet har adskillige fjender, men først i rækken nævner han hverken Rusland, eller terrororganisationer, men derimod EU. Det stod klart søndag aften i et interview med TV-stationen CBS i programmet »Face the Nation«.
»Jeg mener, at vi har mange fjender. Jeg mener, at Den Europæiske Union er en fjende på grund af det, de gør mod os med hensyn til handel,« sagde præsidenten.
Trumps vurdering faldt forud for mandagens store topmøde i Helsinki.
EU-præsidenten, Donald Tusk, tog til genmæle påTwitter og lod forstå, at USAs præsident var gal på den i sin udmelding.
»USA og EU er de bedste venner. Enhver, der siger, vi er fjender, spreder fake news,« skrev han.
Samarbejdet mellem EU og USA går mere end 60 år tilbage og har historisk været tæt knyttet af handels- og forsvarsalliancer, der har gjort både EU og USA til de største økonomiske supermagter i verden.
Selv om udmeldingen er bemærkelsesværdig, bør man ikke tillægge den nogen nævneværdig betydning. Sådan lyder det i hvert fald fra Dansk Folkepartis næstformand og formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, Søren Espersen.
»Det er ikke sådan, at vi forventer, at amerikanske tropper trænger ind i Europa nu. Det er der for øvrigt allerede, for der er 35.000 mand i Tyskland og 20.000 mand i Italien,« siger han:
»Det er noget vrøvl, og der er ikke noget i det overhovedet. Hvis man var statsminister og skulle møde Trump, kunne man måske godt spørge ham, hvad han mener med det, men jeg tager det ikke særligt alvorligt.«
Bitter handelskrig
I de seneste måneder har USA og flere EU-lande imidlertid befundet sig i en bitter handelsstrid, hvor de på skift har indført straftold på varer. Det er formentlig denne handelskrig, Donald Trump henviser til, når han nævner handel som en årsag til, at EU bør opfattes som en fjende.
For Søren Espersen at se har Donald Trump kun »sig selv at takke for«, at EU har foretaget sanktioner mod supermagten:
»Det er ham selv, der starter handelskrigen, det er ikke noget, EU har fundet på.«
Trumps handelskrig er ikke kun møntet på EU. Sidste uge meddelte han, at USA vil pålægge straftold på kinesiske varer til en værdi af 200 mia. dollars, og han ikke er bleg for at udvide det til 500 mia.
I maj truede han med at lægge 20 pct. importtold på biler fremstillet i EU-lande, en trussel, som er blevet ivrigt kritiseret blandt flere af præsidentens partifæller.
Søren Espersen, bør man ikke tage det alvorligt, når det er USAs præsident, der siger det?
»Man skal selvfølgelig tage alting alvorligt, når det kommer fra USAs præsident, sådan er det jo, men jeg synes stadig, at han har til gode at forklare, hvor problemet ligger, når han kalder EU for en fjende.«