Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Vi var en del, der holdt vejret, da DR i sin tid bekendtgjorde, at der var en dramaserie på vej om kristendom og folkekirke. Den samlede mængde fordomme angående disse dele taget i betragtning var der med »Herrens Veje« grund til at forvente en stor opgave med som præst at diskutere projektet og forklare nærmere.
Nu er vi langt inde i anden sæson, skuespiller Lars Mikkelsen har for sin rolle som provst Johannes Krogh fået en Emmy, og der skal gøres status. Mikkelsens pris er umådeligt velfortjent. Han fremstiller Johannes med dybt fascinerende glød og er den største årsag til, at der fra begyndelsen var meget godt at sige om »Herrens Veje«. For eksempel lagde Johannes ud med at holde en brandtale om forskellen mellem islam og kristendom, ligesom han i en sjælesorgssamtale smukt demonstrerede, hvad præster kan gøre for mennesker, der snart skal dø.
Siden er fremstillingen imidlertid teologisk set gået en anelse op i limningen, og i det hele taget tegner der sig et billede af folkekirken, der er langt fra virkeligheden.
Det er næppe bevidst, men seriens forfatter, Adam Price, gør kirken og den kristne tro til ret sørgelige fænomener.
Da jeg for nogen tid siden spurgte ham, hvorfor han i så overvejende grad fremstiller kristne mennesker som sære og på randen af et eller andet misbrug, lød svaret, at man dramaturgisk må stramme tingene lidt. Samme forklaring gav han angående den forudsigeligt fordomsfulde omgang med Indre Mission fra sidste søndag, hvor en ung, sandsynligvis homoseksuel mand ankommer til Johannes' kirke i traumatiseret tilstand efter et liv i et missionsk miljø. Til sammenligning blev en imam i et tidligere afsnit fremstillet som mild og inkluderende, skønt man blandt imamer overalt kan finde væsentligt flere tilbagestående holdninger end i nutidens Indre Mission.
Uværdigt at tro
Generelt romantiserer Adam Price andre religioner, mens kristendommen portrætteres nedslående. Stemningen på provstekontoret synes på daglig basis usund, ingen kan rigtigt lide hinanden, og fraværet af glæde og ironisk overskud er påfaldende. Man fornemmer tilstedeværelsen af vor tids udbredte forestilling om kristendommen som knyttet til fornægtelse af livsudfoldelse, og som helhed bekræfter »Herrens Veje« modernitetens ulyksalige syn på det kristne.
Dette har ikke mindst domineret siden Nietzsches opgør med kristendom og drabet på Gud i »Således talte Zarathustra« fra 1883. Opfattelsen af det kristne menneske som unaturligt og ikke levedygtigt sidder i dag dybt i vestlig mentalitet og udgør en stor del af forklaringen på, at begrebet tro er så tabubelagt. Der er for mange noget uværdigt ved at tro, fordi det ses som tegn på svaghed, og »Herrens Veje« synes som fortælling at være størknet i denne golde tilstand, der tog til efter drabet på Gud.
Nietzsche lader angående dette en fortvivlet stemme sige: »Farer vi ikke forvildet rundt som gennem et uendeligt intet? Ånder det tomme rum os ikke i nakken? Er det ikke blevet koldere?« »Herrens Veje« foregår i dette kølige rum, hvor Nietzsches drøm om det nye stærke menneske fortsat flagrer afmægtigt i luften, og serien handler ikke på særlig troværdig vis om kirke og kristendom. Som så mange andre moderne fortællinger handler den om det forvildede menneske, der raver rundt i intet, og spørgsmålet er, om en selverklæret ikke-troende forfatter er den rette til at skrive en TV-serie om tro. Jeg tvivler mere og mere.
