De to hollandske præster Jessa van der Vaart og Rosaliene Israel plejer at køre til deres protestantiske kirke i Amsterdams centrum ved at cykle gennem byen. Men onsdag aften lagde de præstekjolerne i bilens bagagerum og kørte ud ad motorvejen til Haag for at indgå i det, der vel nærmest må betegnes som kirkeligt skifteholdsarbejde.
De skulle overtage tjansen fra en lokal præst i den beskedne Bethelkirke klokken otte aften. Ved 23-tiden ville de så blive afløst af en gruppe fra Voorburg, som skulle stå for natskiftet og prædike og synge salmer indtil den lyse morgen, hvor en anden præst ville møde op for at overtage stafetten.
De to præster fra Amsterdam var lidt sent på den. »Nå ja,« sagde van der Vaart, da Rosaliene Israel startede motoren, »de må jo bare holde den kørende, indtil vi når frem.«
For en marathongudstjeneste kan aldrig stoppe. Og denne her begyndte for mere end seks uger siden.
Ifølge en lidt hengemt hollandsk lov må politiet ikke afbryde en gudstjeneste for at foretage en anholdelse. Derfor har myndighederne i nu halvanden måned været ude af stand til at trænge ind i Bethelkirken og pågribe seks medlemmer af den armenske Tamrazyan-familie, som har søgt ly i kirken for at undgå deportation.
Gudstjenesten begyndte i slutningen af oktober som en lidet omtalt sidste udvej, sat i værk af en gruppe lokale præster. Men det er vokset til nu at være en national bevægelse, der tiltrækker præster og lægfolk fra byer og landsbyer over hele Holland. Flere end 550 præster fra en snes trosretninger er indgået i skifteholdene i Bethelkirken - en uendelig gudstjeneste med det formål at beskytte en udsat familie.
»Det handler om at praktisere hvad vi prædiker,« siger Jessa van der Vaart, da hun og Israel suser ud af Hollands A4 motorvej.
Solidaritet. Og håb
På et tidspunkt, da kristendommens betydning i Europa er på retur - mens fremmedhad og nationalisme er for opadgående - har gudstjenesten i Bethelkirken også været en påmindelse om den indflydelse, religiøse institutioner stadig kan udøve i det stort set sekulære Vesteuropa. Præsterne har ydet Tamrazyan-familien fra Armenien beskyttelse, mens familien omvendt har givet dem en anledning til at demonstrere styrken af deres tro.
»Som kirker kæmper vi lidt her i Vesten, vi bliver mere og mere marginaliseret, og det kan vi sagtens fornemme som kirkeledere,« siger Rosaliene Israel, der er generalsekretær i den protestantiske kirke i Amsterdam.
»Men med det her,« tilføjer hun, »føler vi, at vi gør noget meget relevant.«
I de senere år har nationalister benyttet sig af fremmedfjendske budskaber til at sikre sig magten i Italien, Ungarn og Østrig, mens de har nydt fremgang i lande som Sverige, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Holland. Det understreger alt sammen et indtryk af, at Europa er begyndt at se indad. Men da de to præster når til Haags forstæder, fastslår Jessa van der Vaart, at den lange gudstjeneste i Haag viser, at der stadig findes et andet Europa.
»Jeg tænker tit, at vi er på vej mod tider med mindre og mindre solidaritet,« fortsætter van der Vaart, der er præst ved Oude Kerk, den ældste kirke og bygning i Amsterdam. »Men sådan et initiativ som det her handler netop om solidaritet, og det giver mig håb.«
En blandet flok
De to præster ankommer et par minutter før tid og trækker hastigt i præstekjolerne på vej ind i sakristiet.
På kirkebænkene sidder der godt en snes mennesker - nogle af dem har været der før, andre er der for første gang. De fleste af dem er troende, men et par stykker er ikke.
»Jeg er ikke religiøs, men da jeg hørte om dette her, sagde jeg til min mand: Nu må du ikke falde bagover, men jeg vil i kirke,« fortæller PR-konsulenten Florine Kuethe, der senere indvilligede i at hjælpe kirken med at håndtere den store offentlige interesse.
»Den her form for tiltag gør kirken relevant igen.«
Oversættelse: Lars Rosenkvist
