Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

I år er det femte gang i nyere tid, Berlingske kårer årets dansker, og hæderens titel taget i betragtning har den de første år haft et påfaldende internationalt snit. Første vinder i 2014 var russisk-fødte Selina Juul, stifteren af kampagnen »Stop Spild af Mad«.

I 2015 var det Dan Uzan, der blev årets dansker for at betale den højeste pris – sit liv – under beskyttelsen af synagogen i Krystalgade under terrorangrebet i februar dét år. Dan Uzan var ud af dansk-israelsk familie, faderen er af israelsk oprindelse, han var en del af det jødiske samfund i Danmark, og han blev slået ihjel af en dansk-palæstinensisk terrorist.

Året efter vandt Margrethe Vestager, en dansk politiker, der som EUs konkurrencekommissær har gjort det til sit varemærke at bekæmpe, hvad hun og EU-systemet opfatter som nogle af denne verdens nye, dominerende monopoldannelser, blandt andet på techområdet. Det er f.eks. Google, Apple og Amazon, der har mærket kommissær Vestagers kurs.

Og i fjor var det fodboldspilleren Nadia Nadim, der blev Årets dansker 2017. Nadim er født i Afghanistan og kom som barn til Danmark som flygtning med sin familie, efter at faderen var blevet anholdt og henrettet af Taleban.

Danmark i verden

Hvad kan man uddrage af dette? For mig at se at begreberne »dansk« og »dansker« ikke er og aldrig har været statisk og indadskuende. Danmark er et lille land, en lille kultur og en lille økonomi, og alt, vi gør, sker i et tæt samspil med den omkringliggende verden.

Det er ikke en konstatering, som udtrykker nogen naivistisk tossebegejstret omfavnelse af det efterhånden forkætrede ord »globalisering«. Det er bare sådan, det er. Det er i et lille lands interesse ikke at lukke sig om sig selv; det er i et lille lands interesse at indgå i stærke, internationale alliancer som f.eks. NATO og EU, hvor vi kan få en indflydelse på verdens gang, der langt overstiger landets størrelse; det er uundgåeligt, at et lille land påvirkes forholdsvist nemmere og kraftigere af impulser udefra, de være sig økonomiske, handelsmæssige, kulturelle, sproglige – eller det handler om de flygtninge- og migrantstrømme, der har været en stor del af den politiske og samfundsmæssige dagsorden i Europa de sidste mange år.

Det kan lyde indlysende banalt, men det er det faktisk ikke. Derimod er det essensen af nogle af de vigtigste og mest indædte diskussioner og brudflader i disse år. Om det danske versus det udanske. Om det nationale versus det internationale. Om integration og indvandring. Det er spørgsmål, der sætter nye skel også i det danske folketing, herunder i blå blok. Skel, der kun kan blive endnu mere splittende, hvis Nye Borgerlige får mandater ved det kommende valg.

Brudflader i debatten

Efter at have været en del af debatten længe har jeg efterhånden selv nået nogle grundlæggende erkendelser om disse spørgsmål.

For eksempel er der brugt alt for mange kræfter på negativt at afgrænse det danske og påpege det udanske – og for få kræfter på positivt at definere det danske. Lad os dog få den nationale stolthed og selvtillid tilbage som udgangspunktet.

Der er også blevet opstillet falske modsætninger mellem det nationale og det internationale. Nationalstaten er historisk den mest meningsfulde ramme for magtudøvelse og demokrati på en måde, som grundlæggende skaber tillid blandt borgerne. Derfor burde det være indlysende, at globaliseringen og de deraf følgende internationale institutioner aldrig bliver en afløsning for nationalstaterne, men derimod en måde at håndtere stærke nationalstaters forpligtende samarbejdsrelationer på. Det må være vejen frem, også i EU.

Endelig har udlændingedebatten indtil for kort tid siden været underligt éndimensionel. Den har mestendels handlet om det indlysende, at det er nødvendigt at begrænse flygtningestrømme og illegale immigrantstrømme, for hvis vi ikke styrer dem hårdt, vil millioner af mennesker fra Mellemøsten og Afrika helt forudsigeligt søge mod lande som Danmark. Med den følge at integrationen bryder sammen, og samfundet destabiliseres. Det skal håndteres, samtidig med at vi aldrig nogensinde må lukke Danmark om sig selv. Vi må være åbne for indvandring af kvalificeret og specialiseret arbejdskraft, for handel med omverdenen, for at sikre, at mennesker kan rejse så frit som muligt i Europa og studere, arbejde eller blot mødes. Alternativet er en alvorlig fattiggørelse – såvel økonomisk som åndeligt.

De seneste måneder har den debat åbnet sig i Danmark, og det er godt. Netop fordi den helt almindelige virkelighed, som mennesker lever i, sjældent er snævert national. Vi gør alt muligt på tværs af grænser, og det ville være frygteligt, hvis det blev besværlig- eller umuliggjort.

Når man ser på feltet af nominerede til Årets dansker 2018, træder denne virkelighed tydeligt igennem hos langt de fleste af de ti kandidater. Sådan som tilfældet har været det i kåringens fire første versioner. Det er blandt andet det, der gør prisen ægte dansk.