Ynkelig kritik fra Mai Mercado og Merete Riisager

Det er en omsiggribende dille at skyde på embedsmænd, der blot passer deres arbejde. Tag dog diskussionen mellem ligemænd.

»Det er unfair at skyde på embedsmænd i medierne, fordi embedsmændene ikke har mulighed for at kaste sig ud i en offentlig polemik med politikere,« skriver Ole Brix Andersen. Liselotte Sabroe

Hvor er det ynkeligt, at to afgåede ministre fra B-kæden nu falder over Finansministeriet med ikke særligt underbyggede påstande om, at ministrene ikke kunne få deres vilje, når de havde lyst til at bruge flere penge. Men hvad gør man ikke for at komme i medierne efter en tabt valgkamp?

De to ministre har åbenbart misforstået mekanismerne i koordinationen i centraladministrationen. Hvis ministre er utilfredse med Finansministeriets embedsmænd, hører diskussionen hjemme i en drøftelse med finansministeren eller i regeringens Koordinationsudvalg eller Økonomiudvalg - mens man stadig er minister. Det fremgår oven i købet af artiklen i Berlingske, at de ved flere lejligheder har skabt fremdrift ved at tage sagen op med finansministeren. Så hvad er problemet?