Vil Danmark lade uskyldige børn af IS-krigere i stikken?

Børn af danske IS-krigere skal ikke tages som gidsler i et politisk spil, og derfor bør den danske regering gøre alt, den kan, for at beskytte dem.

»Red Barnet er til stede i flere af de lejre, hvor børn af IS-krigerne bor. De mangler identitetspapirer, de kan ikke bevæge sig frit, og de har ikke midler til at rejse derfra. Børnene er fanget i overfyldte lejre, hvor flere dør af underernæring, kulde og lungebetændelse. Vi møder også børn, der viser tegn på alvorlige psykiske lidelser,« Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix. Thomas Lekfeldt

Regeringen og Dansk Folkeparti meldte i sidste uge ud, at partierne har indgået aftale om, at børn af danske statsborgere, der er draget i krig for IS, fremover mister retten til automatisk at få dansk statsborgerskab. Socialdemokraterne kaldte aftalen for »de rigtige overvejelser.«

I Red Barnet kan vi ikke være mere uenige. Børn af danske statsborgere med IS-tilknytning er uskyldige. De er ikke ansvarlige for deres forældres handlinger, og de skal ikke betale prisen for dem. Hvis forældrene står over for retsforfølgelse, opfordrer vi Danmark til at tage alle nødvendige skridt til at beskytte barnet. Børn må aldrig tages som gidsler i et politisk spil.