Den nyeste rapport fra IPCC, som blev offentliggjort mandag, beskriver, hvorfor det er nødvendigt at holde den globale temperaturstigning på under 1,5 grader. Men de stigninger, vi er vidne til, må desværre forventes at fortsætte, medmindre alle kendte teknologier - og såmænd også nogle ukendte - bliver taget i brug. Både vedvarende energi og kernekraft skal udbygges væsentligt. IPCC beskriver således forskellige scenarier for fremtidens energiforsyning, som alle indeholder en voksende andel af kernekraft. Det gør de, fordi kernekraft ikke udleder CO2, har lav miljøbelastning og kan levere strøm, når der er brug for det. Der er masser af uran i verden, og ved at bruge kernekraft har vi muligheden for at frigøre os for de fossile brændsler - kul, olie og gas.
Alligevel er kernekraft en omdiskuteret teknologi i mange lande, og andelen af kernekraft i den globale energiforsyning er ikke vokset i de seneste mange år. Kernekraft udgør kun ca. fem pct. af vores energiforsyning, og hvis vi skal kunne holde os på den rigtige side af 1,5 grader temperaturstigning sammenholdt med førindustrielt niveau, skal dette tal øges væsentligt.

