Få havde vel troet, at Venstre og Socialdemokraterne skulle ende med at konkurrere om, hvem der er det mest klima- og miljøvenlige parti. Ikke desto mindre er det sket. Busser i det ganske land har været prydet af Mette Frederiksens grønne ambitioner, som også genlød på weekendens S-kongres som én af tre valgkampsmærkesager. Og hos Venstre skiftede logoet i en periode farve fra blåt til grønt, alt imens miljøministerposten skiftede fra en sort Lunde Larsen til en grønnere Ellemann-Jensen.
De to partier kappes nu om, hvem der i virkeligheden har de største ambitioner for klodens fremtid, og det sker på lige fod med klassiske valgkampsdebatter om, hvem der har investeret mest i velfærd siden 2001, og hvem der har det største ansvar for udsultningen af SKAT. Det kommer ikke af ingenting - det kommer, fordi befolkningen godt kan se, at vi er på spanden. 17 år giver forskere os til at sadle om, hvis Amager ikke skal være under vand i 2100.
Ikke råd til at være duks
Tænk, hvis vi havde samme kappestrid om udviklingsbistanden. Tænk, hvis partierne konkurrerede om, hvem der ville investere mest i sundhed, uddannelse og job i verdens fattigste lande. Men tværtom. Regeringen skar ved sin tiltrædelse dybt i Danmarks udviklingsbistand, og Socialdemokraterne agter ikke at ændre på det. Der henvises over en bred kam til FNs minimumsanbefaling om 0,7 procent af BNI, og at vi ikke har råd til at være dukse, der leverer over dette krav. I klimaspørgsmålet handler det derimod om at være en grøn stormagt.
Der er ellers al mulig grund til at være humanitær stormagt også. Og skulle de humanitære argumenter ikke være nok i sig selv (det er de sjældent), så kan vi jo prøve med disse: 1) Den danske udviklingsbistand kåres igen og igen som en af verdens bedste, både når det kommer til effektivitet og kvalitet. 2) Udviklingsbistanden virker. Flere børn kommer i skole, færre dør af AIDS, færre lever i ekstrem fattigdom og gennemsnitsalderen på det afrikanske kontinent stiger. Det giver stabilitet og uddannelse. 3) Udviklingsbistanden skaber økonomisk aktivitet, ikke blot i udviklingslandene, men i Danmark gennem eksport og arbejdspladser. 4) Et højt bistandsniveau skaffer Danmark indflydelse ved det globale bord.
Så hvorfor fyger det ikke om os med disse argumenter i den valgkamp, som er i fuld sving? Hvorfor er dansk udviklingsbistand på det laveste niveau siden 1983, mens flygtningestrømmene ikke har været større siden Anden Verdenskrig? Fordi partiernes fokusgrupper fortæller dem, at det ikke interesserer os. Men her er en skør tanke: Partierne kunne jo prøve af egen drift at skabe interessen - sådan ud fra et helt gammeldags ansvarlighedsprincip. Det kunne tænkes, at befolkningen så kom med. Og så kunne det tænkes, at vi så en busreklame for Danmark som humanitær stormagt, før Amager svømmer over.
