Venstrekoryfæ raser mod ekspartifælle: I stedet for at fatte, at kvindernes ligestilling hæmmes af det overordnede ansvar i hjemmet, svarer du nedladende

Birthe Rønn Hornbech er ikke tilfreds med kulturministerens svar på Birgitte Borups påstand om, at masser af kvinder mere har brug for en robotstøvsuger end en statue. Hun hører ministerens svar som et fornærmet: Æv, bæv.

Det er jo ikke forkert, at Birgitte Borup påpeger, at masser af kvinder har brug for at blive aflastet som både ulønnede, hjemlige direktører, afdelingschefer og rengøringsdamer, skriver Birthe Rønn Hornbech. Mads Joakim Rimer Rasmussen

Hjertelig tak til Birgitte Borup for kommentaren her i avisen på kvindernes kampdag. Birgitte Borup skriver med vanlig elegance, humor, vid og viden. Der rejses en række kritiske spørgsmål til kulturministeren, der som forsmag på kvindernes kampdag har ført sig frem med forslag om, at glemte kvinder fra gamle dage skal fremvises i bronze og sten i det offentlige rum. 

Ministerens svar i Berlingske torsdag 14. marts demonstrerer tydeligt, at Birgitte Borup har ramt plet og skudt bolden lige ind i kulturministerens net. Stillingen er efter Birgitte Borups kommentar 1-0.