Det snart overståede amerikanske præsidentvalg har blæst hul i flere skræmmende forudsigelser. Vi blev advaret om, at stemmesedler ikke ville blive talt op, at stemmemaskinerne ville blive hacket, at delstaternes forsamlinger ville beordre deres medlemmer af valgmandskollegiet til at trodse folkets vilje, at bevæbnede bøller ville chikanere vælgerne, og at der ville være optøjer – hvor politiet ville stille sig på den »ordenshåndhævende« præsidents side. Og helt som ventet har præsident Donald Trump da også nægtet at acceptere valgresultatet, anklaget Demokraterne for svindel og anfægtet valgresultatet ved domstolene. Men han har ingen realistiske udsigter til at blive siddende i embedet efter indvielsesdagen for den nye præsident i januar.
De, der mener, at Trumps opførsel efter valget svarer til et kupforsøg, fejllæser situationen. Det betyder intet, om Trump afviser at acceptere valgresultatet. Hans retlige indsigelser er tåbelige og fejet væk af domstolene. Han har tabt.



