Chefredaktør på Berlingske Mette Østergaard spørger i lørdagens Berlinger, hvorfor jeg taler »om bandedrab, når vi i Danmark har et meget større problem med kvindedrab«. Kommentaren kommer i kølvandet på Berlingskes egen forside fra dagen før, hvor jeg er citeret for – som en del af et interview om de fortsat store udfordringer i bandemiljøet – at bebude en ny bandepakke.
Østergaard undrer sig over, at jeg har den – må jeg forstå – frækhed at tale om bandepakker og ikke også har travlt med at lancere »pakker« mod drab. Hun spørger – og jeg citerer – »Er det fordi, det er kvinder? Fordi de selv er ude om det? Fordi særligt partnerdrab hører under privatlivets fred?« Svaret er selvsagt et rungende nej (hvilket Østergaard trods alt også selv ræsonnerer sig frem til).