Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Ugens tal: Globaliseringen er gået i stå. Det går ud over velstanden

Antallet af handelsrestriktioner stiger, mens antallet af liberaliseringer falder. Tilsvarende er antallet af internationale handelsaftaler efter finanskrisen styrtdykket. Det går ud over vores velstand, og det skader miljøet og arbejdstagernes rettigheder. En faktor som globaliseringsfornægterne overser.

Finanskrisen har sendt en bølge af globaliseringsfornægtere ind over Vesten. Under dække af, at de svageste i samfundet bliver ofret, er der skabt et billede af, at det er globaliseringens skyld.

Men dansk velstand bygger på international handel, og handelsaftaler sikrer ikke alene direkte økonomiske fordele, men giver øget forbruger- og miljøbeskyttelse samt bedre arbejdstager- og menneskerettigheder.

Desværre har udviklingen de seneste ti år gjort den internationale handel mindre fri.

Siden finanskrisen er der sket en markant stigning i antallet af handelsrestriktioner. Danmark er ifølge Global Trade Alert ramt af 200-300 restriktioner om året siden 2009, mens vi i samme periode kun er blevet berørt af ca. 100 liberaliseringer om året. På internationalt niveau har der i gennemsnit været 1.260 handelsrestriktioner om året siden 2009, mens der i gennemsnit kun har været indført 460 liberaliseringer. Antallet af restriktioner er godt nok faldet til 1.014 i 2017, men tallet er usikkert grundet træghed i indsamlingen af data.

De politiske trusler mod globaliseringen ser i særlig grad på præsident Donald Trumps handelspolitik. Handelskrigen rettet mod Kina er det mest tydelige eksempel, men ifølge Deutsche Bank Research har »verdens mest frie land«, USA, nu flere handelsrestriktioner end for eksempel Europa, Kina og Japan. Ser vi på Europa, har globaliseringsspøgelset også fået fodfæste. EU-kritiske partier med globaliseringen som skræmmebillede vinder fremgang, senest set i Tyskland og Italien, men som også har rod i Norden.

Ud fra et økonomisk synspunkt er det bekymrende. For dansk økonomi kan det måles i bruttonationalproduktet (bnp). For 30 år siden udgjorde eksporten 37 procent af bnp. I 2017 udgjorde den 55 procent. Ifølge tænketanken Axcelfutures seneste analyse, »Sådan sikrer vi fortsatte gevinster ved international handel«, har der ikke været en reel stigning i eksportens andel af bnp siden 2008, året før finanskrisen brød ud. Tilsvarende ser det ud for importen. For 30 år siden udgjorde den 32 pct. af bnp. I 2017 lå den på 48 pct., som er under niveauet for 2008.

»Indtil videre har ingen kunnet dokumentere, at lukkede økonomier er den sikreste vej til bedre vilkår for borgerne, både når det gælder samfundsøkonomien, og når det gælder privatøkonomien.«


Som Axcelfuture skriver, har den åbne økonomi været en kilde til velstand i Danmark, men den kilde synes at tørre ud – i hvert fald midlertidigt.

Det må formodes, at globaliseringsfornægterne før eller siden vil komme med et alternativ til frihandel, hvis de vil trække globaliseringen ud af velstands-ligningen. Indtil videre har ingen kunnet dokumentere, at lukkede økonomier er den sikreste vej til bedre vilkår for borgerne, både når det gælder samfundsøkonomien, og når det gælder privatøkonomien, hvor en overset gevinst ved globaliseringen er import af varer til lavere priser, større mulighed for at vælge pris og kvalitet, der passer til ens præferencer. Det giver, som Axcelfuture skriver, et betydeligt løft til den disponible indkomst.

Ser vi ud over penge på lommen, er det interessant at se, at frihandelsaftaler i stigende grad handler om andet end lavere toldsatser, men om tekniske krav, der har til formål at forbedre forbrugersikkerheden, sundheden og miljøet.

Det politiske dilemma er, at vi ved, at frihandel er et gode, og spørger man danskerne, som Landbrug & Fødevarer har gjort sammen med Axcelfuture, om deres holdning til øget frihandel, så siger tre ud af fire, at international handel har haft positiv betydning for Danmark, ligesom tre ud af fire ønsker, at regeringen skal arbejde for øget frihandel.

Men dette argument har tilsyneladende ingen klangbund i de politiske hjemstavnssange.