Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ugens tal: Det globale paradoks, der gør eliten sårbar

Selv om der bliver færre fattige og middelklassen vokser, er øget ulighed en af de væsentligste diskussioner ved det årlige møde i World Economic Forum i Davos i slutningen af januar. Et tal skræmmer: 0,7 procent. Så lille en andel af befolkningen kontrollerer halvdelen af verdens formue. Uligheden stiger særligt i de rigeste lande. Det skaber bekymring – også blandt eliten.

Når 2.500 af verdens mest magtfulde mennesker i slutningen af januar mødes i den idyliske lille alpeby Davos i Schweiz, vil den globale ulighed præge diskussionerne. Nok har vi også en ulighedsdiskussion i Danmark, men uligheden i Norden skal nærmest findes med lup – når vi har de globale briller på.

Op til topmødet i World Economic Forum i Davos har deltagerne fået seks kernespørgsmål under temaet »globale risici kræver globale løsninger«: Hvordan redder man kloden uden at slå den økonomiske vækst ihjel? Kan man både være patriot og global borger? Hvordan skal man arbejde i fremtiden? Hvordan sikrer man, at teknologi gør livet bedre, ikke værre? Hvordan får man lande til at arbejde bedre sammen? Og hvordan skaber man en mere fair økonomi?

Spørgsmålene vidner om, at Davos ikke er stedet for konkrete løsninger, men stedet, hvor dialog blandt en global elite finder sted. Det er her, tidens problemer bliver vendt, og stigende ulighed er blevet en alvorlig bekymring, fordi den indeholder kimen til stigende utilfredshed med netop eliten.

»Eliten erkender, at der er en pris for stigende ulighed, og den kommer til udtryk i geopolitiske oprør, hvor fællesnævneren er modstand mod alt, hvad eliten foreslår.«


Ifølge World Economic Forum er velstandsgabet mellem landene blevet mindre. Alligevel stiger uligheden internt i de enkelte lande, således også i Danmark, men endnu mere i andre lande. I løbet af de seneste tre årtier har 53 pct. af verdens lande oplevet stigende ulighed, og jo rigere landene er, des stærkere er tendensen til ulighed. Tag USA: Én pct. af befolkningen kontrollerer en større formue end 90 pct. af befolkningen. Eller Brasilien, hvor de seks rigeste ejer mere end 50 pct. af befolkningen. Den fattigste andel af Brasilien udgør immervæk 100 millioner mennesker.

Kigger man på hele klodens befolkning, vil man opdage, at 0,7 pct. af verdens voksne befolkning, som har en formue på mere end en million dollar, kontrollerer 45,9 pct. af den samlede formue i verden. Andelen af verdens befolkning med under 10.000 dollar i formue udgør hele 70,1 pct., men gruppen kontrollerer kun 2,7 pct. af verdens samlede formue.

Er det fair? Flere vil nok svare, at ændringen i formuefordelingen er i gang, fordi færre lever i ekstrem fattigdom og middelklassen vokser. For et par hundrede år tilbage levede langt de fleste i verden i ekstrem fattigdom, omkring 1900 var kun 37 pct. af verdens befolkning ekstremt fattige og i dag er tallet nede på ti pct.

At der er færre ekstremt fattige, ændrer imidlertid ikke ved, at uligheden stiger, og at formuerne koncentreres både på få hænder og få steder i verden, for som World Economic Forum også viser er 70 pct. af verdens ultrarige koncentreret i ti metropoler: Fra New York, Washington DC, Chicago, San Francisco og Los Angeles i USA til London og Paris i Europa og Tokyo, Osaka og Hongkong i Asien.

Når det bekymrer den absolutte elite, skyldes det netop den stigende vrede i befolkningerne. Eliten erkender, at der er en pris for stigende ulighed, og den kommer til udtryk i geopolitiske oprør, hvor fællesnævneren er modstand mod alt, hvad eliten foreslår. De mennesker, der påstår, at systemet snyder og bedrager befolkningen, har med andre ord vind i sejlene. Brexit, Trump, De Gule Veste i Frankrig og den nykonservative bølge med stærke nationalistiske karaktertræk er i elitens øjne et uregerligt folkeligt oprør, og det er så alvorligt, at eliten må finde et modsvar.

Det sker dog næppe i Davos, men der vil være en anerkendelse af, at den demokratiske, kapitalistiske samfundsmodel er blevet sårbar.