Ugens tal: Danskerne betaler over 1.000 mia. kr. i skat – brug milepælen til at rydde op i skattejunglen

For første gang har danskerne betalt over en billion kroner i skatter og afgifter. Det er dobbelt så meget som for 20 år siden. Med høje skatteindtægter og stigende økonomisk råderum burde det være tid til at gennemføre reelle forenklinger i et alt for komplekst skattesystem.

Skat er indbegrebet af store tal, stor kompleksitet og desværre også en enorm afstand mellem viljen til at mene noget om skat og evnen til at ændre på et system med hundredvis af forskellige indtægtskilder.

Alle har forslag til enten at fjerne konkrete skatter og afgifter eller øge de selvsamme skatter og afgifter med nye opkrævningsmetoder. Men revolutionerende skattereformer udebliver. Det gør indtægterne imidlertid ikke.