I Berlingske 15. oktober kunne man læse, at arbejdsmarkedet er rødglødende. Man hører ofte, at 100.000 ledige danskere mere eller mindre står og venter på at få et job. Men det tal har Dansk Industri analyseret, og DIs konklusion er klar: Det er en myte.
Langt de fleste ledige er det kun i kort tid mellem jobs. Faktisk er en tredjedel i job igen allerede inden for fire uger, og to tredjedele af de resterende ledige er i job inden for et halvt år. Det er altså ikke sådan, at man som arbejdsgiver bare kan gå hen til hylde 5, række hånden ud og lægge det antal medarbejdere, man ønsker sig, i indkøbskurven – tværtimod.