77 procent af danskerne vil hellere bruge penge på velfærd end på skattelettelser, kunne jeg læse i Berlingske i weekenden. Det er alt for mange. Derfor vil jeg her forsøge at forklare, hvorfor skatten skal sænkes.
For med lavere skat kommer højere vækst og dermed flere penge i samfundet. Højere velstand og et Danmark med flere muligheder.
I virkeligheden er det lidt tosset at stille velfærd over for skattelettelser. For det er ikke et enten eller. Det er et både-og.
Liberal Alliance vil sænke skatten af to årsager: For det første fordi vi mener, at staten skal blande sig mest muligt uden om din privatøkonomi. For det andet fordi vi mener, at det er bedst for Danmarks økonomi og dermed alle danskere og danske familier.Den første del kan man snildt være uenig i. Den anden del bakkes op af groft sagt al tilgængelig økonomisk forskning.
Danmark bliver rigere
Liberal Alliances skattepolitik er ret simpel. Du skal ikke betale skat af de første 7.000 kroner, du tjener hver måned. Og så vil vi gerne sænke skatterne, så du maksimalt kan komme til at betale 40 procent af den sidste krone. Et niveau, der er langt højere end i eksempelvis Holland.
Det koster selvfølgelig nogle penge på den korte bane, som vi må finde og prioritere, men på langt sigt vil det gøre den enkelte dansker og de danske familier rigere – og også Danmark som helhed vil blive rigere.
Det er godt, når Danmark bliver rigere, og når danskerne får lidt flere penge til sig selv, for det giver større frihed til at skabe det liv, man selv ønsker. Men det giver også mulighed for at forbruge mere, til at få fikset håndværksopgaven professionelt i stedet for at gøre det selv, og hvad man ellers har behov for.
Det er netop essensen af det hele. For når vi vil sænke skatten, handler det ikke om at hjælpe de rige. De skal nok klare sig. Det handler om at gøre alle danskere og hele Danmark rigere – fordi det giver muligheder for flere.
Det giver mulighed for mere luft i hverdagen i den enkelte familie.
Det giver flere muligheder for virksomhederne, der måske af den årsag vil tage en ekstra chance med en medarbejder, der ellers stod på kanten af arbejdsmarkedet. Vi ser det i disse år. Hvordan personer, der har stået uden for arbejdsmarkedet - måske i en årrække – netop nu får foden inden for. Det gør de, fordi det går godt i Danmark.
Danmark bliver rigere, fordi det går godt med verdensøkonomien, men også fordi, vi i Danmark har sænket skatten med mere end 20 milliarder kroner, siden Liberal Alliance fik afgørende indflydelse.
Det har givet danskerne flere penge mellem hænderne og givet virksomhederne bedre muligheder ved at fjerne bøvlede afgifter og skatter.
Blindgyde
Så kære jer 77 procent. Jeg er ked af, at danske politikere har ledt jer ind i en misforstået blindgyde, hvor vi kun taler om at bruge penge, men ikke om at tjene dem.
Jeg er ked af, at de fleste borgerlige har glemt kampen for lavere skat. For den er vigtig – mest for Danmarks skyld.
Det understreger behovet for Liberal Alliance. For ingen kæmpere hårdere for lavere skat end Liberal Alliance.