I 2016 blev jeg ramt af psykisk sygdom. Efter en periode med alt for meget pres, kapitulerede min hjerne. Jeg brændte simpelthen sammen oppe i mit hoved.
Jeg har aldrig været særlig fordomsfuld, så af sted med mig til psykiatrisk akutmodtagelse. Jeg skulle tale med en læge, der vidste noget om hjerner. Det blev en øjenåbner.
Som mangeårig leder og managementkonsulent i store internationale virksomheder er jeg indoktrineret til, at man behandler mennesker ordentligt. Fra rengøringsmedarbejdere til IT-support, kolleger, direktører, kunder, leverandører. Alle behandler hinanden pænt. Ellers fungerer virksomheden ikke som kollektiv. Det er også sådan, jeg er opdraget af mine forældre.
Mit møde med psykiatrien var derfor intet mindre end et chok. Det, jeg oplevede, var patienter, som i det daglige var overladt fuldstændig til sig selv med sygdom, som de færreste kan forstå.
Der var langt mellem de varme hænder. Personalet var der kun til de akutte opgaver. De, der ikke kunne selv, måtte vente længe. Mange fik ingen støtte og hjælp i hverdagen, mange har ingen pårørende til at hjælpe, hvis sygdommen går i udbrud. Mennesker som i forvejen kan karakteriseres som socialt udsatte, og med en psykisk sygdom oveni – og så lige midt i velfærdsdanmark.
De ansatte i psykiatrien gør, hvad de kan for deres patienter. Den moderne psykiatri står for brugerinddragelse og recoveryorientering (struktureret, personaliseret rehabilitering), i hvert fald på papiret. At der så er patienter, der er så syge, at de ikke magter det, skyldes mere end én forvaltning.
For man når kun så langt, som der er penge til. Penge kommer kun, hvis der er vilje til det. Og vilje kommer kun, hvis der er interesse fra omgivelserne.
Man når kun så langt, som der er penge til. Penge kommer kun, hvis der er vilje til det. Og vilje kommer kun, hvis der er interesse fra omgivelserne.Lise Lindberg Hansen
Som følge af min egen oplevelse har jeg valgt at vise vilje og interesse til at gøre en forskel i psykiatrien. At bringe psykiatrien frem i lyset, så psykiatri får lige så meget opmærksomhed som diabetes og kræft.
En ting, man hurtigt lærer, er nemlig, at der er rigtigt mange ressourcer blandt psykiatriens patienter. De ressourcer kan høstes som levede erfaringer i den forebyggende indsats, hvis de ellers får støtte til at bringe deres ressourcer frem i lyset med hjælp og bistand fra andre. På den måde kan Danmark blive foregangsland for moderne psykiatri, et land med en psykiatri som andre kan lære af.
Tidligere patienter som mentorer
Hvad de færreste ved er, at der er en ny faggruppe under opbygning i hospitals- og socialpsykiatrien: »peermedarbejdere« og »recoverymentorer«. Rehabiliterede patienter, som før var dømt til et liv på førtidspension, uddannes og ansættes som mentorer på sygehuse, i regioner og kommuner.
Disse medarbejderes erfaringer bruges på lige fod med fagpersonalets, så indlagte patienter og borgere på bosteder kan lære at mestre deres sygdom i en sådan grad, at de kan få et værdigt liv med en acceptabel livskvalitet på trods af de fordomme, der hersker i samfundet. Det giver livskvalitet, som ellers ikke ville være borgeren forundt.
Den moderne psykiatri slutter ikke der. Tvangsbehandling erstattes af »safewards«. En national indsats for selvmordsforebyggelse er netop skudt i gang. Psykiatripatienter med misbrug anerkendes som dobbeltdiagnoser og tilbydes struktureret afvænning. Alt sammen indsatser, der styrker individet og giver håb om et normaliseret liv.
Problemet er bare, at det ikke når uden for sygehuset. Når patientens behandling afsluttes fra sygehuset, genindfinder normaltilstanden sig, med stigma, fordom og tabt livskvalitet.
Et nationalt initiativ med særlige psykiatriske rehabiliteringspladser til de mest udsatte bostedsborgere er sat i søen, men hvor er pengene til almene sengepladser og pengene til at holde indsatsen i live?
Jeg venter som så mange andre på den ny psykiatriplan og håber, at en kommende sundhedsreform favner både psykiatri og somatik. Så skal vi ikke gå og håbe på, at satspuljen bliver forlænget eller fjernet, så psykiatrien nok en gang skal skære ind til et ben, der allerede er kogt suppe på alt for mange gange.
