Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Stressdebatten i danske medier er helt forudsigeligt stivnet

Diskussionen om stress er polariseret, og Berlingske har stillet sig på arbejdsgiversiden i debatten.

»Diskussionen om arbejde og stress er stivnet og har tendens til at blive polariseret. Lidt enkelt skåret er der to ståsteder: Den arbejdsgivervenlige side og den arbejdstagervenlige side,« skriver psykolog og ph.d. Malene Friis Andersen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Jeg har stadig sommerferie. Dovent læser jeg dagens nyheder. Jeg støder på Berlingskes leder »Nej, arbejde er ikke en sur og træls pligt« 29. juli af Ole P. Kristensen. Så vågner jeg af feriesløvheden.

I lederen kan jeg læse, at udbredelsen af stress hos ansatte i overvejende grad skyldes et privatliv, »hvor folk har urimeligt høje forventninger om at være den perfekte partner og forælder« samtidig med, at »forberedelser til det næste maratonløb skal have fuld opmærksomhed.«

Jeg har forsket i arbejdsrelateret stress i over ti år og arbejdet som organisationspsykolog endnu længere. Pligtfølelsen rammer mig. Jeg bør skrive et svar til Berlingskes leder, der vel at mærke »udtrykker Berlingskes holdning«.

Malene Friis Andersen Fold sammen
Læs mere

Men hvad skal jeg skrive, som vil bringe debatten videre? Diskussionen om arbejde og stress er stivnet og har tendens til at blive polariseret. Lidt enkelt sat op er der to ståsteder: Den arbejdsgivervenlige side og den arbejdstagervenlige side.

Den arbejdsgivervenlige side (her tillader jeg mig at placere Berlingskes leder) argumenterer: Ja ja, selvfølgelig har arbejdsgivere et ansvar for den stress, der er arbejdsrelateret. Men det er oftest privatlivet, der er årsag. Husk også på, at vi arbejder færre timer end i andre lande. Den arbejdstagervenlige side fremfører: Vores medlemmer er presset. Effektiviseringer og besparelser gør medarbejderne syge af stress, og mange peger på arbejdet som central årsag.

Debatten er præget af gentagelse frem for forståelse. Ingen bevæger sig, og vi låser os selv og hinanden fast i forudsigelige argumenter og enkle konklusioner. Jeg frygter, at Berlingskes relativt unuancerede pointer gør det (endnu) vanskeligere for medarbejdere at drøfte arbejdsrelateret stress med deres leder eller kollegaer.

»Skal vi så kun have fokus på arbejdet, når vi ønsker at nedbringe stress? Nej. Selvfølgelig skal vi også reflektere over alt det uden for arbejdet.«


En anden udfordring i stressdebatten er præciseringsproblemet. Oftest præciseres det ikke, hvad det er for et fænomen, man tager afsæt i, når stress diskuteres. Denne præcisering er både vigtig og vanskelig. Ordet stress dækker over et virvar af tilstande og oplevelser. Når dette virvar blandes sammen, er resultatet oftest upræcise, uklare og meningsløse diskussioner.

Skal vi så kun have fokus på arbejdet, når vi ønsker at nedbringe stress? Nej. Selvfølgelig skal vi også reflektere over alt det uden for arbejdet. Nøgleordet her er »også«.

Det er vigtigt at drøfte det hele levede liv. Vi skal stille de svære spørgsmål om vores forventninger til os selv og hinanden. Vi skal med kritiske øjne se på de samfundsmæssige rammer for det gode – eller måske bare fornuftige – liv. Fordi svarene på de spørgsmål er med til at skabe en bevidst udvikling af samfundet.

Men når vi polariserer og forenkler debatten, forstummer de relevante spørgsmål, den nysgerrige og handlingsanvisende dialog – og grøfterne graves dybere. Så lad os bevæge os videre end den velorkestrerede opførelse af stressdiskussionen, der pt. foregår. For lige nu er ingen klogere, når forestillingen er forbi, og tæppet går ned.