I en tid, hvor den borgerlige opposition på Christiansborg meget rammende beskrives som smølfer – løjerlige små, blå væsener, der ikke kan tages alvorligt – insisterer Kasper Støvring og andre nationalkonservative på at fortsætte den interne strid med de liberale, der fremstilles som i bedste fald hjerteløse, og ofte også hjernedøde.
Når man tænker på, hvor meget der forbinder den borgerlige fløj, er det en energi, som kunne bruges bedre. Fordi vi som liberale fokuserer på det enkelte individs ret til at bestemme over sig selv, tillægges vi en række holdninger, som ikke er videre charmerende. Støvring efterspørger således, hvorfor liberale ikke hylder familiefaren, der forsørger familien, den hjemmegående mor, som ofrer sig for sine børn, soldaten, der forsvarer Danmark, osv. Han mangler kun at spørge, om vi stadig slår vores koner.