Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Frigørelse er den underjordiske forbindelse mellem liberalisme og socialisme

Det, de såkaldt frigjorte individer i dag har til fælles, er først og fremmest deres rettigheder og loyaliteten mod velfærdsstaten. Det, der derimod er brug for, er en kultivering af moralske dyder i forpligtende fællesskaber.

Kasper Støvring Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Professor Peter Kurrild-Klitgaard har udgivet en ny bog, »Demokrati i totalstaten«, og i den står der så meget rigtigt, at man bliver helt skeptisk. Hvorfor overbeviser bogen ikke? Hvorfor er alle de gode liberale ideer – mindre stat, mere samfund, mindre formynderi, mere selvbestemmelse – ikke for længst blevet en politisk realitet?

Tag et emne som skat. Lavere skat er et gode, men ikke så borgerne får råd til mere tåbeligt forbrug. Flere smartphones og fladskærme gør bare folk dummere og stjæler den tid, de kunne bruge på gode ting som familie, venner, bøger og ture i naturen.

Nej, lavere skat er et gode, fordi familier eksempelvis får råd til at gå hjemme med børnene i stedet for at sende dem i institutioner. Skatteloven bør indrettes derefter, for det er godt for børnene og deres forældre.

»Liberale bruger derfor kræfterne på at forsvare retten til fri hash, prostitution, porno, utroskab og skodvarer.«


Argumenter for mindre velfærdsstat, mere civilsamfund, er altså, eller burde være, moralske argumenter. Men som offentlig filosofi angår liberalismen ikke moral, og derfor forbliver den (selv)destruktiv.

Negative frihedsrettigheder

I stedet for at tale om, hvad der substantielt og ikke blot formelt er godt for mennesker og dermed erobre befolkningens hearts and minds, forvandler de liberale en tænketank som CEPOS til en slags erhvervsorganisation for et pengefikseret velhaversegment. Skoler, gymnasier, universiteter, højskoler, medier, kultur- og kirkeliv overlades til venstrefløjen. Så taber man kulturkampen og må strække våben til »totalstaten«, velfærdsstaten.

Hvorfor vokser staten? Der er to svar – et klart og et dunkelt. Det klare hænger sammen med liberales uvillighed mod at gøre kultur og moral til et offentligt anliggende, som også juraprofessor Jesper Lau Hansen skrev i en kronik for nylig. Forestillinger om det gode liv er subjektive. Offentligt bør man alene kæmpe for individets negative frihedsrettigheder.

»Jo mere frigjorte, mennesker bliver, jo mere afhængige bliver de. De bliver ofre, der klamrer sig til statens støtte.«


For liberale må man gøre, hvad man vil, så længe man ikke skader andre. Liberale bruger derfor kræfterne på at forsvare retten til fri hash, prostitution, porno, utroskab og skodvarer, eller de kæmper indædt for hjemvendte jihadisters rettigheder og for konventioner, der holder landets grænser åbne.

Det er ikke blot dumt, men også afmægtigt. For på venstrefløjen har man ingen reservationer mod at bruge staten til at fremme alle mulige og umulige rettigheder.

Svækket sammenhængskraft

Der er et andet svar på spørgsmålet om, hvorfor staten vokser, selvom tidsånden faktisk er liberal. Dette svar er dunkelt, fordi det afslører et underjordisk slægtskab mellem liberalisme og socialisme, der kun på overfladen er modsætninger. I grunden betinger de hinanden. Individualisme og velfærdsstat er gensidigt afhængige.

På venstrefløjen dyrker man en progressiv liberalisme, der betoner positive rettigheder, på højrefløjen en klassisk liberalisme, der betoner negative frihedsrettigheder. Men fælles er kerneværdien frigørelse, i første omgang fra politisk undertrykkelse, i anden omgang fra forpligtende fællesskaber. Liberalismen har dermed gjort individet svagt og fremtvunget en række forfaldstendenser som familiens sammenbrud, svækket sammenhængskraft, faldende fødselsrater og afkristning.

Jo mere frigjorte, mennesker bliver, jo mere afhængige bliver de. De bliver ofre, der klamrer sig til statens støtte.

»Lad os høre jer fremhæve den arbejdsomme familiefar, der forsørger familien, den hjemmegående husmor, der yder ofre for sine børn.«


Det er også pointen i den amerikanske filosof Patrick Deneens fremragende bog »Why Liberalism Failed«. Engang eksisterede der stærke lokale fællesskaber som familie og kirke, som gav mening og retning til menneskers liv. Disse fællesskaber var ikke blot udtryk for individers frie valg, men identitetsbærende institutioner, der forankrede mennesker i tilværelsen og sikrede dem selvværd.

Det gode liv

I dag er det meste overtaget af velfærdsstaten. Vuggestuer, børnehaver og plejehjem, antallet af terapeuter, socialrådgivere og sagsbehandlere er eksploderet, staten hjælper kvinder med at få børn uden fædre og fremmer skilsmisser gennem økonomisk kompensation.

Det, de såkaldt frigjorte individer i dag har til fælles, er først og fremmest deres rettigheder og loyaliteten mod velfærdsstaten. Det, der derimod er brug for, er en kultivering af moralske dyder i forpligtende fællesskaber.

Derfor, kære liberale. Forsvar ikke kun rettighederne, men også det gode liv. Lad os høre jer fremhæve den arbejdsomme familiefar, der forsørger familien, den hjemmegående husmor, der yder ofre for sine børn, lokalpatrioten, der arbejder frivilligt i foreningen, soldaten, der vil give sit liv for fædrelandet, præsten, der missionerer for kristendommen, og ægtefællen, der holder sit løfte.