Forleden kom en mellemleder fra mit gymnasium og afbrød dagens engelskundervisning, hvad der i sig selv er en tragedie. Hendes besked var dog endnu værre: I vores kommende terminsprøver skal vi teste Undervisningsministeriets nye apparat, der skal forhindre snyd. Programmet, der skal installeres før en skriftlig eksamen, hedder Den Digitale Prøvevagt, med den Stasi-klingende forkortelse »DDP«.
Programmet logger elevens webbrowsing, tager en masse skærmbilleder af elevens skærm under prøven, overvåger programmer, der kører på PCen, keylogger mm. Programmet skal bruges under frivillig tvang, og vil du ikke bruge det, så må du bare ikke gå til eksamen. Dataindsamlingen sker angiveligt kun under selve eksamen, hvilket en gymnasieelev modbeviste i en testudgave af programmet. Ministeriet mener, at de har rettet fejlen, og ministerierne har jo som hovedregel ret godt fat i it-løsninger og datasikkerhed.