Søren Pape Poulsen bør gå af som formand

Som folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti gik jeg fra at være stolt af at repræsentere mit parti til at skamme mig dybt under den netop overståede valgkamp.

Det Konservative Folkepartis kollaps i valgkampen »skyldes helt og alene en amatøragtig partiorganisation samt en formand, der ikke besidder de ringeste lederegenskaber, men hele vejen igennem har opført sig som Bambi på glatis,« mener en af partiets folketingskandidater. Mathias Svold

Som det forholder sig med alt skreven tekst, er mit debatindlæg også farvet af en vis tilgang, da jeg har været opstillet for Det Konservative Folkeparti ved dette valg. Derfor kan det ikke undgås, at mit budskab, om at Søren Pape Poulsen bør gå af som formand, måske forbindes med en vis bitterhed – ja endda resignation.

Det er dog ikke tilfældet, men skyldes helt og alene en berettiget kritik af organisationen bag Søren Pape og hans virke som fremtidig leder af partiet; og dermed også sagt fremtiden for Det Konservative Folkeparti.