Rekordmange ledige akademikere søger desperat efter job på et marked, der nærmest er gået i stå. Samtidig står mange små og mellemstore virksomheder (SMV) i en usikker krisetid med udsigt til nye krav til digital og grøn omstilling. En fremtid, hvor de mangler viden til at sikre, at omstillingen medfører vækst og ikke kun bureaukratiske byrder. Der er et stort potentiale ved at tilbyde støtte til ansættelse af nye højtuddannede kompetencer for at styrke vidensniveauet i SMVer, og i denne krisetid er det nødvendigt med nye tiltag og effektive matchværktøjer til at styrke væksten.

Nye krav fra det offentlige, samarbejdspartnere og kunder i forhold til kortlægning af CO2-forbrug, miljørigtig produktion, IT-sikkerhed, mærkningsordninger osv. kalder på en medarbejdertype, som SMVerne ikke har tradition for at ansætte. SMVerne skal styrkes med disse kompetencer, så vi ikke risikerer at gå glip af vækst og nye jobs. De aktuelle sorte skyer over verdensøkonomien mindsker desværre virksomhedernes mod på investeringer – også i nye medarbejdere, de ikke umiddelbart kender værdien af.