Det kommer som et lyn fra en klar himmel: Seniorpensionen, som skal hjælpe nedslidte til en værdig tilbagetrækning, skal rundbarberes. Ifølge det nye regeringsgrundlag vil den blive reduceret fra seks til tre år. Med en årlig ydelse til de nedslidte, der er cirka 50.000 kroner lavere end hidtil. Regeringen kalder det »Arne-Plus«.

»Plus« giver regnestykket muligvis i Finansministeriet – men ikke for de mere end 10.000 borgere, som befinder sig i den del af ordningen, der i fremtiden skal spares væk: Kronisk syge og nedslidte, som er lige omkring de 60 år, og som har deres læges ord for, at deres arbejdsevne er begrænset til maks. 15 timer om ugen. De må i stedet hutle sig gennem yderligere tre års arbejdsliv. På smertestillende medicin, sygemeldinger – eller som klienter i kommunen i udsigtsløse ressourceforløb og arbejdsprøvninger.