Selv verdens største kapitalister har indset, at olien er stendød

Lad os stoppe, mens legen er god. Brug ikke skatteborgernes penge på ny olieinfrastruktur, men omstil i stedet Nordsøen til grøn energi.

»Hvis de olieselskaber, der opererer i Nordsøen, går konkurs, står de danske skatteydere alene tilbage med regningen for oprydningen i Nordsøen,« skriver Ida Auken. På billedet: Dan Feltet i Nordsøen. Claus Fisker

Olieeventyret er slut. Vi kan lige så godt indstille os på det. De nye udbudsrunder i Nordsøen giver nærmest ingen indtægter til staten og rummer en stor risiko for tab.

Mange bliver overrasket, når man fortæller dem, at olien hurtigt kan blive en dårlig forretning for Danmark. Den 8. udbudsrunde, som vi diskuterer i øjeblikket, giver ifølge Skatteministeriet under to milliarder kroner til staten. Og det er vel at mærke ikke to milliarder om året, men to milliarder i alt, fra man igangsætter runden og helt frem til 2055.