Selv »dronninger« har vel ret til at blive omtalt ud fra relevante fakta
Nu er det ikke bare professorer, som skal retfærdiggøre forvaltning af skattemidler. Skattemidler bruges også til at uddanne erhvervsjournalister, skriver Majken Schultz.

Nu er det ikke bare professorer, som skal retfærdiggøre forvaltning af skattemidler. Skattemidler bruges også til at uddanne erhvervsjournalister, skriver Majken Schultz.

Journalist og erhvervskommentator ved Berlingske, Birgitte Erhardtsen, efterlyser i Berlingske 31. marts mine »brandbaserede« kommentarer til den situation, som Carlsberg befinder sig i lige nu. En efterlysning, der garneres med en opremsning af mine honorarer og akademiske meritter. Som om de er relevante i den sammenhæng.
Som bestyrelsesforkvinde for Carlsbergfondet siden 1. januar 2022 og som næstforkvinde i Carlsberg siden 15. marts 2022 er jeg en del af et veletableret governance-system for børsnoterede virksomheder. Det indebærer, at jeg som alle andre bestyrelsesmedlemmer i Carlsberg er pålagt meget klare regler for, hvad jeg kan udtale mig om i det offentlige rum. Som det burde være Erhardtsen bekendt, er det sådanne governance-regler, som gør det muligt at operere i det markedssystem, der ligger til grund for vores samfundsøkonomi.