Satiren er demokratiets salt – uden den bliver det hele ferskt

The New York Times dropper alle satiriske tegninger for ikke at såre folk. Men meningen med satire er ikke at såre, den er at udstille dårskab. Og når der lægges bånd på satiren, er det dårligt nyt for demokratiet.

Per Stig Møller Kate Copeland

Den hæderkronede, amerikanske avis The New York Times har meddelt, at den ikke længere vil såre folk, hvorfor den nu dropper satiriske tegninger. Meningen med satire er nu ikke at såre andre mennesker, men at udstille deres dårskab. Ved siden af avisens seriøse reportager, debatter og analyser vender satiren pludselig det hele om og viser vrangsiden frem.

Satire er demokratiets salt. Uden den bliver det hele ferskt. I forordet til »Folkestyret i dansk humor«, der udkom for netop 70 år siden, skrev daværende statsminister Hans Hedtoft: »Kritikken kan tage mange former, og af disse er den politiske satires muntre form ikke den mindst betydningsfulde. Et skeptisk overbærende smil kan tage livet af selv den værste fanatisme. Fra vor politiske historie har vi eksempler på, at når fanatiske politiske retninger med højrøstet tale og underlige gebærder søgte at vinde indpas herhjemme, var et af de effektive våben i kampen derimod satirens afsløring af deres hulhed og unaturlighed.«