Der har udviklet sig en stedmoderlig optræden blandt skandinaviske parlamentarikere, når det gælder fællesbarnet SAS. Resultatet af et velfunderet nordisk samarbejde skal i liberalismens navn undergå den ene fornedrelse efter den anden. Men politikerne skylder os at se op fra Twitter-karrusellen og billeder af sig selv på Facebook. For som repræsentanter for landenes ejerskab i SAS kan de ikke være bekendt at sjuske med borgernes penge.
De færreste advokater begriber, hvordan det er lykkedes den hollandske direktør Anko van der Werff at lade SAS underlægge sig amerikanske konkursretlige regler – det famøse »chapter 11«, som ingen reelt set ved, hvad indebærer. Skal benzinleverandører i Kastrup og arrangører af rejser drage til New York for at gøre krav gældende, hvis SAS ikke overholder sine forpligtelser? Og hvordan vil man overbevise nye investorer, herunder institutionelle, om at skulle sende penge til SAS, hvis alle spørgsmål skal afklares på den anden side af Atlanten? Vis mig den direktør i Skandinavien, der foretrækker et juridisk slagsmål i USA frem for i Norden. Han/hun findes ikke!
