Der har indtil nu været brugt store summer på at bevare job under coronakrisen. Men der er stadig mange medarbejdere, som ikke er i normal beskæftigelse. Det giver nye muligheder, hvis vi vil tænke ud af boksen. Lad os derfor prøve noget nyt. Lad universiteterne udbyde fritstående og opkvalificerende universitetskurser på kandidatniveau.
Uden alt for mange analyser og tilrettelæggelser kunne vi straks udbyde kurser, som alle uanset, hvilken bachelor- eller kandidatuddannelse de har, kan tage. Tilsvarende kunne alle ledige få mulighed for at tilmelde sig samtidig med, at de oppebar fuld ret til dagpenge og andre ydelser – og virksomheder, der lod deres medarbejdere tage fagene, kunne få delvis lønkompensation.