Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Retsopgøret efter finanskrisen er fuldt af misforståelser

Det er alvorligt, hvis en række misforståelser får lov at vildlede den politiske debat om krakkede banker. Vi har i andre sammenhænge set, hvordan fake news og overdrivelser gavner populister og skaber folkekrav om urealistiske løsninger.

Capinordics tidligere hovedsæde lå mondænt i Tuborg Havn. Arkivfoto: Nikolai Linares Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Højesterets dom i Capinordic-sagen, hvor tre medlemmer af ledelsen blev holdt ansvarlige for et større tab, var den første sag om ansvaret for de banker, som krakkede under finanskrisen. Selv om dommen er klar, synes den alligevel af nogle politikere at være blevet misforstået derhen, at det ikke er muligt at placere et ansvar for bankkrak, og at Højesteret ikke forstår bankernes betydning for samfundet.

Det er en alvorlig misforståelse, der helt grundløst kan undergrave vores tillid til retsordenen og domstolene, og måske endda føre til skadelig lovgivning. Kritikken synes at misforstå dommen og viser faren ved nutidens mediebillede, hvor politikere straks forventes at have en holdning til komplicerede sager.

Jesper Lau Hansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Jesper Lau Hansen Liselotte Sabr.

Højesteret bemærker, at ansvarsopgøret skal ske efter den samme standard, som gælder ved andre erhvervsforhold. Det misforstås derhen, at Højesteret ikke kan skelne mellem betydningen for samfundet af en stor bank og en lille cykelsmed. Naturligvis kan Højesteret det. Det, Højesteret udtaler sig om, er standarden for ansvar, og den er, at man bliver ansvarlig, hvis man ikke har opført sig ansvarligt, dvs. man har opført sig uansvarligt. Andet og mere ligger der ikke i det.

Hvad der så udgør ansvarlig opførsel, afhænger af de konkrete omstændigheder, og de vil unægtelig være forskellige for den store bank og den lille cykelsmed. Selv om standarden er den samme for både bank og cykelsmed, vil anvendelsen af standarden afvige betydeligt, og det skulle den jo også gerne.

Hvad er alternativet?

Misforståelsens alvor træder frem, hvis man prøver at forestille sig alternativet til denne standard: at man bliver gjort ansvarlig, selv om man IKKE har opført sig uansvarligt. Altså at man skal hænge på ansvaret, selv om man intet galt har gjort. I så fald skal en banks ledelse betragtes som en slags garanter eller kautionister, der altid personligt hænger på regningen, uanset om de har opført sig, som de skulle. Det er absurd, og derfor en alvorlig misforståelse.

Det misforstås også, at Højesteret afviser det, som et lyst hoved har kaldt krakansvar, dvs. at ledelsen gøres ansvarlig for hele krakket og dermed alle tab, som fulgte af krakket. Det var oprindeligt statens oprydningsselskabs (Finansiel Stabilitet, FS) påstand i sagen, og den påstand fik FS ikke medhold i. Det bliver misforstået derhen, at så kan man ikke holde ledelsen ansvarlig for krakket. Det er imidlertid ikke, hvad dommen siger. Vi har faktisk domme, der anvender et krakansvar, hvis selve forretningsmodellen var uforsvarlig, eller ledelsen direkte fremkaldte krakket. Men i Capinordic fandt Højesteret altså ikke, at der var tale om en sådan uansvarlighed og frifandt derfor.

Dommen viser i øvrigt, at en række lån faktisk var givet ansvarligt, så ideen om et samlet krakansvar ville altså have være urimeligt her. Men frifindelsen ændrer ikke på, at krakansvar faktisk findes, og Højesteret afviser da heller ikke muligheden, lige som man ikke kan bebrejde FS, at de forfulgte denne mulighed.

Mere alvorlig er misforståelsen om, at ledelsen i så fald ikke kan holdes ansvarlig. Undskyld, men dommen endte altså med et personligt erstatningsansvar for de sagsøgte medlemmer af ledelsen på næsten 90 mio. kr., som Højesteret endda nægtede at lempe. Selv om der er tale om højt lønnede personer, er et erstatningsansvar i den størrelsesorden en personlig katastrofe. Hvordan et sådant udfald kan udlægges som om, at »ingen holdes ansvarlige ved bankkrak«, forbliver en gåde.

Det er alvorligt, hvis disse misforståelser får lov at vildlede den politiske debat. Vi har i andre sammenhænge set, hvordan fake news og overdrivelser gavner populister og skaber folkekrav om urealistiske løsninger.

De gældende regler

Advarslen i dette indlæg mod at misforstå Højesterets dom må heller ikke selv misforstås derhen, at politikerne ikke kan drøfte stramninger af reglerne. Måske handlede de uheldige bemærkninger fra politisk side blot om det og fik sin uheldige form af rent hastværk.

Man kan altid drøfte, om reglerne for ansvarlig bankdrift er gode nok. Det angår blot ikke den standard, som Højesteret udtalte sig om, og som meget fair
siger, at man kun bliver holdt ansvarlig, hvis man ikke har fulgt de gældende regler. Hvad disse regler så bør være, udtalte Højesteret sig ikke om, det er nemlig et anliggende for vores politikere. Og det anliggende passer de bedst, hvis de forstår Højesterets dom, der altså handler om, at bankledelser faktisk bliver holdt ansvarlige allerede efter de gældende regler.