Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Regeringens stresspanel er en fis i en hornlygte

Hvis stress er et alvorligt samfundsproblem, må regeringen tage udfordringen mere alvorligt.

Solveig Wandall Fold sammen
Læs mere

Regeringen ønsker at løse det, den kalder et »alvorligt samfundsproblem«: Stress. For at opnå det, har de afsat fire temamøder hen over fire måneder og et panel til at komme med forslag til løsninger. På ingen måde ambitiøst. Regeringen vil gerne vise, at den gør noget, men den vil helst undgå at gøre for meget. Og derfor så hellere gøre for lidt.

Sagen er den, at stress er en dyr sag. Hvis regeringen anerkender, at stress er en diagnose på højde med angst eller depression, kræver det, at der tilbydes konkrete behandlingstilbud. Det koster! Men stress koster allerede rigtig mange penge pga. tabt arbejde, sygefravær, behandling, hospitalsbesøg mm. Netop fordi der på nuværende tidspunkt ikke findes nationale behandlingsmuligheder, når man bliver syg med stress, går utallige stresssygemeldte alene rundt og venter på, at de på magisk vis bliver raske.

»Vi taber menneskeliv til ingenting, når vi ikke tager stress alvorligt.«


Stress har ikke en medicinsk diagnose, men alligevel diagnosticeres stress hver dag af læger, uden mulighed for at henvise til behandling. En behandlingsplan er langt billigere, end prisen for at lade en borger forblive sygemeldt eller ude af arbejdsmarkedet i længere perioder.

25 pct. af kvinder og 17,5 pct. af mænd i Danmark havde i 2013 et højt stressniveau. Tusinder af danskere går sygemeldt med stressrelaterede sygdomme hver måned. Men hvis stress behandles rigtigt og hurtigt, kan de fleste undgå en sygemelding i det hele taget. Vi taber menneskeliv til ingenting, når vi ikke tager stress alvorligt.

Vi ved, hvad der virker

4. december afholdt regeringens stresspanel det sidste af fire temamøder for at løse stressproblematikken, i stedet for at bruge nogle af de gode anbefalinger, der længe har ligget klar. Hvorfor bruge tid på at sparke en åben dør ind, når der allerede findes gode, konkrete anbefalinger på området? Stresspanelet er en fis i en hornlygte.

Hvis regeringen ønskede at løse problemet på et strukturelt niveau, kunne den for længst have påbegyndt arbejdet. Vi ved allerede, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Derfor kan panelets anbefalinger gå hen at blive endnu en belastning af den stressramte selv, når der ikke lægges op til en national plan for forebyggelse og behandling.

Jeg spår, at stresspanelets eksperter vil komme med »gode råd« i stil med kostrådene. Jeg spår, at løsningerne vil bestå i en række anbefalinger til den enkelte, som i øvrigt allerede findes i hobetal på nettet. Anbefalingerne bliver »små skru« og en »one size fits all«, som ikke løser det fundamentale problem.

Status quo er stadig, at vi mangler fokus på forebyggelse, rådgivning, en handleplan, diagnose eller nationale behandlingsmuligheder, til at løse stressudfordringen. Hvis stress er et alvorligt samfundsproblem, må regeringen tage udfordringen mere alvorligt.