Intentionen om, at flere skal have en uddannelse, er god, men udflytning løser ikke de reelle uddannelsespolitiske udfordringer og kan skade Danmark som vidensnation.
En analyse fra Tænketanken DEA viser, at i 1998 lå 62 procent af uddannelserne i de store byer. I 2018 var det 63 procent. Alligevel mener regeringen, at det er nødvendigt at dreje på de store håndtag. Analysen viser også, at andelen af uddannelser med ledige pladser er større uden for de fire store studiebyer. Meget indikerer, at unge vælger by, før de vælger uddannelse. Der er sikkert nogen, der vil uddanne sig tættere på deres hjemby, men studerende tiltrækkes af helheden. At søge mod byen handler også om at blive en del af et godt socialt studieliv og gode muligheder for relevante studiejob. Det kan vi for eksempel se, når studerende dagligt pendler fra København til SDU i Slagelse og RUC.