Regeringens nye planer på uddannelsesområdet vækker bekymring hos direktøren for Danske Universiteter.
Direktøren siger således til DR Nyheder, at planerne om at oprette uddannelser i provinsen kan skabe »et endnu større karakterræs«.
»Nu ved vi ikke, hvad der kommer til at ske, men hvis det her betyder, at man vil have flere studerende ud af byerne, så bliver der hårdere kamp om de uddannelsespladser, der er i byerne, og det kan betyde, at der bliver et endnu større karakterræs,« siger Jesper Langergaard til DR.
Torsdag præsenterer statsminister Mette Frederiksen sammen med indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen S-regeringens bud på »et Danmark i endnu bedre uddannelsesbalance«. Det sker i Foulum i Jylland.
Et udspil, hvor regeringen »bliver nødt til at dreje på flere af de store håndtag«, som det hedder.
Med udspillet lægger regeringen op til, at der bliver oprettet en lang række nye uddannelsespladser i provinsen uden for de fire store studiebyer Aalborg, Odense, Aarhus og København. Universiteterne må efter planen selv finde ud af, hvilke uddannelser der i fremtiden skal fjernes eller have skåret ned på optaget af studerende.
Politiken erfarer, at som en direkte konsekvens af planen vil regeringen indføre et loft på de videregående uddannelser i storbyerne, som i udgangspunktet skal reducere studieoptaget på universiteterne i de fire største byer med op til ti procent.
Rektoren på Københavns Universitet, Henrik C. Wegener, skriver på Twitter, at han er bekymret for, at planerne vil forringe kvaliteten i uddannelses- og forskningsmiljøerne.
Danske Studerendes Fællesråd, DSF, siger desuden til førnævnte avis, at regeringens planer også her vækker bekymring. Flere pendlere og ringere studiemiljøer er frygten, lyder det.
»Vi er selvfølgelig meget bekymrede for, at det går ud over kvaliteten af vores uddannelser og de studerendes trivsel. Desuden frygter vi, at der kommer en større præstationskultur,« siger Mick Scholtka, uddannelsespolitisk næstformand i DSF, til Politiken.