Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Psykologer: Vi lader de unge i stikken

De unge er i en sårbar alder, hvor de skal definere sig selv, og det er svært, når de er afskåret fra deres sociale liv. Der må gøres noget for de unge nu, og ikke først efter sommerferien.

»Mange har det svært. De sårbare har fået det sværere. Men også dem der ikke var sårbare før coronakrisen har fået det svært,« skriver Maria M. Bang og Marie Tolstrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

De unge havde set frem til lejrtur, praktik og studietur og ikke mindst sidste skoledag. De havde set frem til eksamen (måske) og til afslutningen. De havde set frem til at gå sommeren i møde med de ritualer, der karakteriserer en afslutning og pausen inden den nye begyndelse.

De er vant til at begå sig socialt, ikke blot i skolen, hvor frikvarterne favner de sociale fællesskaber såvel som pauser, der rummer ungdommens spænding på godt og ondt. Nu sidder de hjemme bag en skærm, hvor de er overladt til at være selvstuderende, og mange oplever at have fået endnu flere lektier alt imens motivationen daler.

Konfirmationen er flyttet, sidste skoledag er aflyst, og hvad skal der ske med dimission, translokation og studenterkørslen? Hvad hvis årskaraktererne ikke rækker, og eksamen var muligheden for at rette op på at kunne søge videre? Der sås bekymringsfrø hos dem, hvor de ikke allerede havde slået rødder, og fremtiden synes pludselig endnu mere usikker end før.

Hvor man før kunne afledes af skolen, af det sociale fællesskab og viden om det, der lå forude i form af de planlagte og dermed forudsigelige eksamensdatoer, er der nu blot skærmen og de sociale medier. De unge er afskåret fra fysisk samvær med venner og familie, skolegangen og måske endda også kæresten.

De er sendt hjem fra deres studiejob, og nogen har måttet flytte hjem til mor og far, da de ellers ikke kan få økonomien til at hænge sammen længere. De skal motivere sig til at være selvstuderende og uden den støtte, de normalt plejer at have hos deres lærere. De har ikke kunnet udøve og deltage i fritidsaktiviteter. Alt det, de har arbejdet hen mod og knoklet for, har ændret sig.

»Der er derfor brug for, at der bliver gjort noget for de unge nu og ikke først efter sommerferien.«


For de heldige, som har stærke sociale kompetencer, vil der ikke være samme udfordring i at kunne fastholde de sociale fællesskaber under nye rammer. Men for dem, der glider mere ind i et fællesskab uden at være direkte aktive, eller dem som måske er udfordret i overhovedet at passe ind, vil denne sociale isolation gøre det, der før var udfordrende, værre. De er afskåret fra en normal hverdag på et sårbart tidspunkt i deres liv. De unge er i en sårbar alder, hvor de skal definere sig selv, og det er svært, når de er afskåret fra deres sociale liv.

Mange har det svært. De sårbare har fået det sværere. Men også de, der ikke var sårbare før coronakrisen, har fået det svært. Nogle beskriver, hvordan de, som tidligere var udfordret på det sociale, faktisk nu har det bedre. Der er ikke de samme sociale krav, og fjernundervisningen tillader et mere trygt undervisningsformat.

Selvom det som udgangspunkt er positivt, er udfordringen, at det er midlertidigt. Der vil komme en dag, hvor de skal vende tilbage til skolen og de samme sociale krav. Og det bliver efter en periode, hvor de ikke har fået trænet og øvet de kompetencer, som i forvejen var udfordret.

Jo mere de er væk, desto sværere vil det blive at vende tilbage. Der er derfor brug for, at der bliver gjort noget for de unge nu og ikke først efter sommerferien. Der er foreslået forskellige muligheder og tiltag, som vil kunne sluse dem tilbage til deres dagligdag.

Hvis ikke vi skal tabe generationer på gulvet, er vi nødt til at handle nu. Vi har ikke råd til at vente hverken økonomisk eller menneskeligt.

Maria M. Bang er cand. psych. aut. og psykolog, og Marie Tolstrup er cand. psych aut. og specialist i psykoterapi med børn