Covid-19 har aflivet de arbejdende forældres samfundskontrakt. Hvad så nu?

Coronakrisens konsekvenser for familielivet risikerer at gå ud over både produktiviteten i samfundet og ligestillingen. Det må vi gøre noget ved.

»For hvor skal forældre, der både skal passe børn og job, gå hen for at få hjælp, og hvad kommer først – arbejdet eller børnene?« Børn i Frederiksberg Kommune bliver passet i Zoologisk Have 23. april 2020. Philip Davali

Da størstedelen af danske arbejdspladser og skoler lukkede for godt en måned siden, stod forældre pludselig med ansvaret for ikke kun at udføre det arbejde, de blev betalt for, men også for at sikre, at deres børn fortsat modtog undervisning eller blev passet hjemmefra.

Nu er de værste dobbeltrolle-udfordringer afværget for os forældre – børn går i skole og børnehave igen, og samfundskontrakten fungerer igen mellem forældre og samfund: Vi afleverer vores guld til kærlige hænder, mens vi arbejder og leverer det, som vi får vores løn for og betaler vores skat af. Eller, det skulle man tro.