Karakteristisk for modtagelsen af Minkkommissionens beretning var det, at mange kommenterede den, før det var menneskeligt muligt at læse den i sin helhed. Der var ikke enighed i det juridiske »kommentariat«, om at der var tale om »grov uagtsomhed« fra statsministerens side.
Ifølge nogle jurister er begrebet grov uagtsomhed ikke knivskarpt. Juraprofessor Lasse Lund Madsen hældte dog til, at der for statsministerens vedkommende var »tale om grov uagtsomhed her, og at det dermed er strafbart.« Lund Madsen fortsatte: »Det gør jeg, fordi retsbruddet objektivt set har været groft, og fordi der er tale om en klar ulovlighed, som ikke er set tidligere i danmarkshistorien«. Han mente, at statsministeren havde været selvvalgt skødesløs, og at den eneste formildende omstændighed var, at embedsmændene ikke havde advaret hende inden pressekonferencen 4. november.



