Per Stig Møller: Hvad er det egentlig, der sker i USA?

I valget til Senatet sejrede Trump, hvorefter han pralede af, at de republikanere, der havde kritiseret ham, havde fået dårlige valg.

Terry Vine

Nok kan der argumenteres for, at gamle demokratier ikke forgår, men alligevel kan de med folkets billigelse forandres i autoritær retning. Dette er, hvad der er ved at ske i USA, mener Harvard-forskerne Steven Levitsky og Daniel Ziblatt i deres bog fra i år, »How Democracies die«. I 1935 forudså Sinclair Lewis i romanen »Det kan ikke ske her«, at det faktisk kunne ske, hvis en demagog kom til magten i USA ved at få folk til at frygte immigranter, jøder, mexicanere, og som derefter »krævede højere, mere overbevisende ja'er fra alle sine omgivelser«.

Præsident Trumps optræden er naturligvis ikke sådan. Men den ligner. Straks efter at være kommet helskindet ud af det amerikanske midtvejsvalg, fjernede han den justitsminister, der lod undersøgeren Mueller undersøge Trumps relation til Rusland under præsidentvalgkampen. Ved kun at udpege en midlertidig, men gennemloyal afløser sikrede han sig mod en høring af denne i Senatet.