Med de bevillinger, man har i dag, kan domstolene ikke fungere, som det hører sig hjemme i en retsstat. Jeg fatter nemlig simpelthen ikke, at domstolene – og samfundet – stadigvæk finder sig i denne tilstand, som har stået på i nu mere end 20 år.
For ca. fire år siden blev jeg pensioneret fra en stilling som retspræsident ved et af landets største byretsembeder. Jeg havde forinden i årevis, bl.a. i dagspressen, med vekslende held forfægtet domstolenes betydning som den tredje statsmagt. Herunder påpeget nødvendigheden af, at domstolene fik tilført de nødvendige ressourcer til at kunne drives forsvarligt og tilstrækkeligt effektivt.
Tiden er gået, og diskussionen om bevillinger er, efter nogen tids stilhed i pressen, blusset op igen. På ny påpeges det af domstolene – uden større opbakning fra anden side – at ressourcerne er alt for begrænsede, at sager derfor hober sig op på hylderne, og at det tager år og dag, førend bl.a. forbrydere kan få deres sag for retten og blive placeret på de mindre hyggelige steder rundt omkring i landet, hvor de hører hjemme. Det var så nemt for mig bare at lukke ørene og lade som ingenting. Men jeg kan ikke lade være at blande mig. Igen.
