Pensioneret kontreadmiral: De kanariefugle, som har sunget til Berlingske og Weekendavisen om FE-sag, har udøvet landsskadelig virksomhed

Lækket af en mulig hemmelig aftale mellem Danmark og USA til Weekendavisen og Berlingske er helt uansvarlig og dybt skadelig for både Danmark og FEs troværdighed.

»Det kan i alt fald konstateres, at skeletterne står i kø i Forsvarsministeriets korridorer, og det er rigtigt trist. Både for Danmark og ikke mindst de dygtige medarbejdere,« skriver Torben Ørting Jørgensen. Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Interessante artikler i både Berlingske og Weekendavisen (WA) – godt suppleret af bombastiske udtalelser fra centrale politikere i oppositionen – har skabt et falsk billede af, at sagen vedrørende FE drejer sig om en eventuel hemmelig aftale mellem Danmark og USA om efterretningsindhentning, og at Forsvarsministerens hjemsendelse af den nuværende og tidligere ledelse af FE er en skandale.

Derimod er den efterfølgende læk af en mulig hemmelig aftale mellem Danmark og USA til WA og Berlingske helt uansvarlig og dybt skadelig for både Danmark og FEs troværdighed. Ophavsmanden eller -mændene til lækagen kan kun være centralt placerede nuværende eller tidligere ansatte i FE eller deres forhenværende politiske chef. De har forbrudt sig imod det indlysende krav om fortrolighed og imod Statsministeriets cirkulære om sikkerhedsbeskyttelse af informationer.