For lidt over et år siden vendte jeg tilbage til min fødeby, Moskva, mens jeg var på orlov fra det amerikanske universitet, hvor jeg underviser. Jeg ankom ikke just til ytringsfrihedens højborg. Men det var et sted, hvor der stadig var en vis frihed. Oppositionslederen Aleksej Navalnyj rejste rundt i landet og forsøgte at samle opbakning til politikere, som ikke lå under for Kremls magt. Der var folkelige demonstrationer. Uafhængige ngo’er opererede i landet. Journalister og analytikere talte ikke nødvendigvis Kreml efter munden. Og mange så kommunistpartiet som noget, der hørte fortiden til.
Siden er Navalnyj sat i fængsel, og den protestbevægelse, han mobiliserede, er slået ned. Hans fond, der bekæmper korruption, er blevet forbudt grundet »ekstremisme«, mens medlemmerne er sat under efterforskning eller draget i eksil. Næsten hver dag bliver endnu en journalist, medieorganisation, menneskerettighedsforkæmper eller uafhængig organisation stemplet som »udenlandsk agent« eller – endnu værre – »uønsket«.
