Fra lederpladsen i nærværende avis harcelerede Thomas Bernt Henriksen 2. august over de offentlige ansattes manglende samfundssind. Det er simpelthen noget, der »udfordrer samfundskontrakten« mellem skatteyderne og den offentlige sektor, når nye tal fra Forsikring og Pension viser, at ansatte i offentligt dominerede brancher trækker sig tilbage i gennemsnit ét år og fire måneder tidligere end i øvrige brancher.
Forskellen er øget i de senere år, så Thomas Bernt går videre og kræver, at »at regeringen og de offentlige arbejdsgivere med det samme får sat en stopper for unødvendig pensionering«. Hvordan regeringen eller Thomas Bernt skulle vurdere, om det er nødvendigt eller unødvendigt, at den enkelte går på pension, fremgår ikke nærmere. Udsagnet er grundlæggende absurd.



