Morten Albæk gav gode råd til danskerne i »Aftenshowet« – men et af dem giver »ikke meget mening«

Den kendte erhvervsmand, filosof og forfatter Morten Albæk var for nylig i Aftenshowet på DR, hvor han delte gode råd om livet med seerne. Men et af dem var helt misforstået, mener forfatteren Mette Boye Kirkeby.

»Jeg finder det lidt letkøbt, når en succesfuld forretningsmand råder os til at have det godt med os selv snarere end at være gode til noget, som om det ene udelukker det andet,« skriver Mette Boye Kirkeby. Mathias Svold

I DRs »Aftenshowet« delte filosof og forretningsmand Morten Albæk forleden ud af tre gode livsråd i kølvandet på sin seneste bog, »Falske sandheder i livet«.

Et af hans råd var, at vi skal skelne mellem selvværd og selvtillid, fordi et godt og meningsfuldt liv handler om at have det godt med sig selv frem for at være god til noget. Men hvad vil det sige at have det godt med sig selv, når vi alle begår fejl og altid kan udvikle os til at blive en endnu bedre udgave af os selv? Og hvad nytter det at adskille selvværd og selvtillid, når vi lever og handler ud fra begge dele på samme tid? Kan et meningsfuldt liv ikke også indbefatte at være god til noget og at have mulighed for at gøre netop det?