Da lægen overrakte mig en moderat depression, var det som at få sokker i julegave: Allerhelst ville jeg bytte dem med det samme, men senere var jeg taknemlig for, at jeg ikke havde magtet de 500 meter ned i butikken.
For mig var det så simpelt som at få en forklaring på, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det. For andre bliver diagnosen et hvidt flag, der kan hejses, når man ikke længere er i stand til at levere på kravet om fremfor alt at være produktiv. Og her florerer der desværre en form for perverteret borgerlighed, som er kendetegnet ved en sammensmeltning med det, der er blevet betegnet som »nødvendighedens politik«. Den politik, hvor vi som borgere må forstå, at samfundet, som vi kender det, kun kan bestå, hvis vi alle sammen er i arbejde. Hele tiden.
