Martin Paludan: Den politiske midtes dæmonisering har banet vejen for det ekstreme højre

Partiernes afstandstagen til viden, eksperter og elite har været med til at skabe opbakningen til det ekstreme højre.

»Især Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti bærer med årtiers vidensforagt, ekspertforfølgelse og elitebashing et tungt ansvar for, at så mange mennesker i dag mest af alt stemmer imod andre mennesker,« mener Martin Paludan. På billedet: Mette Frederiksen (S), Lars Løkke Rasmussen (V), ordstyrer Chefredaktør fra Weekendavisen Martin Krasnik og Kristian Thulesen Dahl (DF) lytter til Pernille Vermund (Nye Borgerlige). Søren Bidstrup

Danskerne. Folket. Som vi er flest. Den almindelige dansker, som varierer afhængigt af, hvilken politiker der lige smager på vedkommende. Dog har betegnelsen altid til formål at favne et fiktivt menneske, der oplever hverdagen på præcis den måde, der legitimerer politikerens projekt.

Det var ikke den første valgkamp, hvor vi blev fortalt historier om den almindelige dansker, men vi ved stadig ikke, hvem vedkommende er. Måske kan vedkommende kun findes ved hjælp af udelukkelsesmetoden? I hvert fald tør jeg godt sige, at den almindelige dansker aldrig er en kontanthjælpsmodtager, en cand.mag. i filosofi eller en reklamemand.