Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Man kan ikke få fleksibilitet uden et sikkerhedsnet

Hvis lønmodtagerne ikke længere kan regne med et sikkerhedsnet, er fagforeningerne tvunget til at sikre deres medlemmer på anden vis.

»Et forslag om afkortning af dagpengeperioden midt i et økonomisk opsving bunder formentlig i en forventning om, at det vil få ledige til at tage usikre jobs til fordel for virksomheder, der »skriger på arbejdskraft«,« skriver Sarah McLeman-Hasselgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Ole P. Kristensen synes at arbejde ud fra devisen »If it ain’t broke, break it«, når han i en leder i Berlingske bedyrer, at vi bør afkorte dagpengeperioden til ét år. Det bærende argument er, at ledigheden er så lav, at ingen vil bemærke det. Ole P. Kristensen henviser til, at dagpengekommissionen i 2015 skriver, at en lang dagpengeperiode giver en forlænget ledighedsperiode. Det er cherry picking, for Dagpengekommissionen skriver også i sin rapport:

»For store grupper på arbejdsmarkedet ville et dagpengesystem med hurtigere genoptjening og kortere dagpengeperiode være uhensigtsmæssigt. Den danske løsning giver tid og plads til at fremme det rette match.«

Ole P. Kristensen argumenterer for, at en forkortelse af dagpengeperioden vil passe fint ind i flexicurity-modellen, da fagforeninger ikke vil prioritere lange afskedigelsesvarsler over andre goder. Det er værd at huske på, at idéen med flexicurity er, at lønmodtagerne i, hvad der grafisk udtager sig som en ligesidet trekant, tilskyndes at tage usikre jobs fordi de har økonomisk sikkerhed ved ledighed.

Hvis denne sikkerhed formindskes, er flexicurity derfor svækket, og svækkes yderligere ved, at lønmodtagerne mister incitamentet til at tage usikre jobs, hvorved fleksibiliteten falder.

Sarah McLeman-Hasselgaard Fold sammen
Læs mere

Et forslag om afkortning af dagpengeperioden midt i et økonomisk opsving bunder formentlig i en forventning om, at det vil få ledige til at tage usikre jobs til fordel for virksomheder, der »skriger på arbejdskraft«. Det er et problem, at virksomhederne ikke kan skaffe tilstrækkelig arbejdskraft, men løsningen er ikke at gå på kompromis med arbejdsmarkedets principper. Selv hvis vi ser bort fra security, og i stedet fokuserer på flexibility, vil et forslag som dette kunne skabe store problemer.

Det vil være relativt udramatisk under højkonjunktur, men hvad så, når vi igen har lavkonjunktur? Lav beskæftigelse vil tvinge ledige til at tage de usikre jobs, der byder sig, samtidig med, at sikkerhedsnettet er svækket. Det er ikke tilfældigt, at flexicurity grafisk udtager sig som en ligesidet trekant. Forkorter man det ene ben, er man nødt til også at forkorte det andet. Hvis lønmodtagerne ikke længere kan regne med et sikkerhedsnet, er fagforeningerne tvunget til at sikre deres medlemmer på anden vis. Køber vi Kristensens præmis, når han sætter lighedstegn mellem flexicurity og overenskomstforhandlinger, må vi konkludere, at konsekvensen af et svækket sikkerhedsnet vil være svækket fleksibilitet.

Ledige er ikke en homogen gruppe. Demokrati er ikke flertalstyranni, og en velfærdsstat skal ikke udelukkende tilgodese sine stærkeste borgere. Ældre, handicappede, nyuddannede, langtidssygemeldte og mennesker som føler sig nødssaget til at skifte branche, har også ret til et sikkerhedsnet. Glemmer vi det, er vi stødt på langt større problemer end en ligesidet trekant, som ikke længere er det.