»Du ser ikke så bange ud som dem, der plejer at komme her…«. min beskikkede socialrådgiver, Dorthe, møder mig i døren indtil hendes kontor, og hun bemærker straks min mangel på frygt. Klokken er 14.07, og jeg er allerede kommet syv minutter for sent til min første samtale i jobcenteret.
Efter to ugers ledighed er jeg blevet indkaldt til en samtale hos Dorthe. Jeg har aldrig været i et jobcenter før, og det er på trods af at jeg er freelance TV-tilrettelægger, hvor ansættelser både er kortvarige og ikke ligefrem eksisterer i hobetal. Det er ikke helt tydeligt fra den autogenererede indkaldelse, hvad formålet med mødet er, men allerede i udsmykningen af ventelokaler er det tydeligt, at jobcentrene kæmper en brag kamp for at rebrande sig selv. Man kan nærmest ikke sparke sig frem for venligt stemte plakater, der tilbyder alt lige fra en styrkende kop kaffe til motiverende udsagn som »Din jobmatch-rejse starter her«.
