Krigen i Ukraine har kastet lys på danske topledere. Omverdenen vil have svar på, hvad virksomheder som Carlsberg, Novo, Jysk, LEGO og mange andre gør med deres aktiviteter i Rusland. »Ingen kommentarer« duer ikke længere som et svar. Der skal konkrete udmeldinger og gode forklaringer på bordet.
Erhvervsledere er en vigtig del af samfundet, og derfor er det ikke længere nok, at en leder kun har fokus på bundlinjen. En god leder skal også træffe beslutninger ud fra, hvad der er bedst for omverdenen, og stå på mål for dem. Det er langt fra en simpel opgave, især ikke i den aktuelle situation, hvor vi alle er berørte af krigen, og et flertal ønsker skrappe sanktioner mod Rusland.