Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lars Løkke Rasmussens økonomiske eftermæle

Det var ærgerligt at opleve Løkke i og op til den seneste valgkamp, hvor han forsøgte at kapre vælgere med meget lidt fokus på, hvorvidt forslagene var borgerlige og gode for samfundsøkonomien. Men han fik gennemført reformer af afgørende betydning for Danmark.

»Min største kritik af Løkke retter sig primært mod 2019-valgkampen (og opløbet til denne). I valgkampen annoncerede Løkke intentionen om i de kommende år at bruge rub og stub af råderummet på øget offentligt forbrug (20,5 mia. kr. af 21,5 mia. kr.) og fremlagde ikke bud på, hvordan arbejdsudbud og velstand kunne øges,« skriver Mads Lundby Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Efter to perioder som statsminister er det relevant at opgøre Lars Løkke Rasmussens økonomiske eftermæle.

Overordnet var Løkke en markant reform-statsminister, der gennemførte en række store og modige reformer i sin første valgperiode 2009-2011. Og det skal han have stor ros for. Hans sidste statsminister-periode var dog mindre succesrig end hans ambitioner lagde op til – i høj grad fordi DF modsatte sig nye reformer. Desværre sluttede Løkke dårligt af op til valget med en række meldinger, hvor han markant ændrede sin politik væk fra et borgerligt-liberalt udgangspunkt.

Fra 2009 til 2011 gennemførte Løkke reformer, der genoprettede de offentlige finanser efter finanskrisen. Krisen efterlod et hul i de offentlige budgetter på 52 mia. kr., og Løkkes reformer leverede 47 mia. kr. i genopretning. Det drejer sig bl.a. om forhøjelsen af efterløns- og pensionsalder og reduktionen i dagpengeperioden fra fire til to år. Ved nytårstalen 1. januar 2011 lagde han op til at slagte en hellig ko i dansk politik, nemlig efterlønnen.

Mads Lundby Hansen Fold sammen
Læs mere

I min optik er det en af de modigste nytårstaler, en statsminister har holdt. Desuden fremlagde Løkke forslaget om offentlig nulvækst, som blev gennemført af ham selv og Thorning i årene 2011-13. Han gennemførte sanktionsmekanismen over for kommuner, der overskred budgetterne. Sanktionsmekanismen har været en forrygende succes og har gjort op med årtiers budgetskred i kommunerne.

Løkke var desuden så fremsynet, at han fik de Radikale med i efterlønsaftalen, hvilket bidrog til at sikre, at Thorning-regeringen videreførte VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand. Og nej, Løkke plukkede ikke bare lavthængende frugter. Det er få politikere, der har haft modet til at gå til valg på beskæringer af efterløn, folkepension og dagpenge samt offentlig nulvækst. Løkke beviste, at også de »umulige« reformer kan lade sig gøre, hvis man har modet.

Finanser i superligaen

Disse reformer er årsagen til, at vi i dag har sunde offentlige finanser i den internationale superliga. Og når råderummet for den nye S-regering er på 29 mia. kr., skyldes det også Løkkes reformer (selv om Mette Frederiksen har været imod dem). Det kan synes paradoksalt, at Løkke har skabt det råderum, som S-regeringen kan bruge løs af.

Da Løkke igen indtog Statsministeriet i 2015 lagde han ud med en finanslov, der bl.a. sænkede registreringsafgiften fra 180 til 150 pct. Det er en af de bedste finanslove, jeg har set fra en borgerlig regering, fordi man evnede at reducere en af de mest forvridende skatter i Danmark. Løkke fremlagde i 2016 den såkaldte »Helhedsplan«, der er en af de mest ambitiøse planer fremlagt af en dansk statsminister. Den indeholdt en SU-reform, lavere regulering af overførselsindkomster, højere pensionsalder samt lettelser i topskat, selskabsskat og aktieskat. Løkke kunne have hvilet på laurbærrene, for de offentlige finanser var sunde. Men han valgte at fremlægge en ambitiøs vækstplan.

Som bekendt blev planen ikke gennemført. I stedet blev regeringen udvidet med K og LA. I regeringsgrundlaget havde man store ambitioner om 55.000-60.000 flere i beskæftigelse via nye reformer. DF viste sig som støtteparti at være meget fodslæbende, og man nåede kun at øge beskæftigelsen med 4.000 personer via nye reformer.

Der blev imidlertid gennemført pænt store skattelettelser svarende til 21 mia. kr. Det var imidlertid skattelettelser med minimal væksteffekt. DF modsatte sig nemlig lettelser, der kunne fremme væksten (f.eks. lavere topskat, selskabsskat mv.) Selvfølgelig bærer Løkke et ansvar for, at reform-resultaterne var beskedne i den sidste periode, men min vurdering er, at det var DF, der var den reelle stopklods.

Min største kritik af Løkke retter sig primært mod 2019-valgkampen (og opløbet til denne). I valgkampen annoncerede Løkke intentionen om i de kommende år at bruge rub og stub af råderummet på øget offentligt forbrug (20,5 mia. kr. af 21,5 mia. kr.) og fremlagde ikke bud på, hvordan arbejdsudbud og velstand kunne øges. Desuden var meldingen om en SV-regering perspektivløs. Endvidere er jeg uforstående over for udmeldingen om, at vi i EU skulle have en minimumssats for selskabsskatten, ligesom forslaget om statslig mindsteløn ikke burde gro i Venstres have.

Det var ærgerligt at opleve Løkke i og op til den seneste valgkamp, hvor han forsøgte at kapre vælgere med meget lidt fokus på, hvorvidt forslagene var borgerlige og gode for samfundsøkonomien. Venstre fik et godt valg, men blå blok tabte og stod historisk splittet tilbage. Løkkes afslutning i sidste valgkamp ændrer dog ikke på, at hans reformer vil stå tilbage som nogle af de vigtigste i nyere danmarkshistorie.