Der krammes på livet løs i det professionelle rum. Prøv bare at se rundt til en hvilken som helst konference eller chefmøde. Eller i sociale sammenhænge på en arbejdsplads. Men hvorfor gør vi det?

Krammet er en bekræftelse på vores relation. Når vi gør det med familie og venner, signalerer vi, at vi er tætte. Når vi møder en forbindelse til en konference, udstiller vi vores fortrolige relation til de andre. Når en chef gør det med sine medarbejdere, bekræfter man også relationen. Jeg er chef, du er min underordnede; indirekte sender vi også et signal til dem, vi ikke krammer med. Der er vi ikke så tætte … Måske skulle vi overveje, om vi skulle holde op med det.