Kvindelig sognepræst: Jeg oplever ofte diskrimination, men jeg er ikke krænket

Modstanden mod kvindelige præster fra nogle få mandlige kolleger kan kun udløse hovedrysten. Til gengæld er der brug for et opgør med de stereotype forestillinger om kvinder som søde piger, skrappe madammer, hysteriske kællinger eller omsorgsfulde hyggetanter.

Sognepræst Marie J. Damm har kun hovedrysten til overs for de få mandlige kolleger, der ikke vil anerkende, at kvinder kan være præster. Det krænker hende ikke. Men hun savner et opgør med sine egne og andres forestillinger om, hvordan man skal være og opføre sig som kvinde. (Arkivfoto) Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

#MeToo-kampagnen har for længst bredt sig fra filmverdenens Hollywood og har nu også ramt den danske folkekirke, efter at en undersøgelse om diskrimination af kvindelige præster har skabt overskrifter i flere medier.

Jeg har selv forsøgt at dissekere min hukommelse for krænkelsesstof. Men på trods af, at jeg tilhører den fjerdedel, der har oplevet diskrimination i folkekirken, og endda de 11 procent, som har oplevet, at mandlige kolleger ikke ville give mig hånden eller åbenhjertigt fortæller mig, at de ikke kan gå til alters og modtage nadver, fordi de ikke anerkender, at jeg er præst, så føler jeg mig ikke krænket. Det får mig først og fremmest til at ryste på hovedet og endda at trække lidt på smilebåndet. Den slags adfærd, som er sjælden og næppe overlever længe, fortjener i virkeligheden ikke så meget mere end det.